Ure: Blær, signalværdi, interesse, samler eller….
Jeg har gennem længere tid funderet over, hvilket ur der skal være mit næste. Intensiv informationssøgning syntes fra starten at være den rette vej frem, men det har blot listet flere spørgsmål end svar og jeg står pludselig i en situation, hvor jeg slet ikke ved, hvor jeg skal bevæge mig hen.
Jeg er begyndt at tænke meget over, hvad det egentlig er jeg ønsker med ure. De er nu noget mere end blot mandens eneste smykke, mere end blot et mærke, mere end blot et stykke signalværdi. Det er historie, teknik, detaljer og finesser.
Undervejs på gårsdagens løbetur diskuterede jeg med et andet medlem af dette site, at det efterhånden ikke bare er standardmodellerne af diverse ure, som er interessente. Standardmodellerne er utroligt smukke og indeholder en fantastisk teknik, men de er bare ikke så interessante. De er gode nok til en festlig aften i byen, hvor der ikke bliver passet så godt på tingene, men til hverdag er der andre ure, som er mere interessante.
Mit næste ur bliver formentlig et Panerai eller et nyt Rolex, men skal jeg igen kaste mig over en standardmodel, en limiteret model eller bør man begynde at bevæge sig lidt tilbage i tiden? Hvad gør I Jer af overvejelser omkring det næste indkøb?

Jeg har selv gjort mig mange af de samme tanker, og efterhånden som man kender mere til værkerne i den enkelte modeller lokker en af de tre store: AP, VC og PP.
Jeg må erkende at jeg nok har det bedst med en sagte tikken af et AP eller PP rotorkugleleje uden støj/woblen, frem for 7750´erens skurende larm a la et defekt billeje og tilhørende rystelser. IWC har heldigvis reduceret lyd/woblen i deres 7750´ere (dvs. det værk der sidder i mit 3717 fliegerchrono) og gør dem acceptable at bære. Et TH, Fortis, you name it med standard 7750 er bare no go for purister.
Jeg ville helt klart kigge bredere end basismodeller – eks red sub eller PAM 233 fra nævnte fabrikanter. Men skal du alligevel derop, er jeg enig i, at du som minimum bør have AP el. PP med i tankerne.
En ting man bør overveje er dog at selvom det ikke nødvendigvis er en basismodel man investerer i, kan det for alle andre være svært at se forskel. Så hvis man går efter bling effekten kan et vintage plexiglas-rolex være en meget dårlig investering, da den for mange bare vil ligne et slidt gammelt ur der tilfældigvis står rolex på.